PTSD er ikke en sygdom i traditionel forstand, men et syndrom. Det vil sige, at det omfatter en række karakteristiske symptomer. De karakteristiske symptomer for PTSD-diagnosen kan deles op i tre hovedkategorier:

• Øget stress Menneskekroppen har nogle naturlige stressmekanismer i form af fastfrysen, kamp og flugt instinkter, som er hensigtsmæssige ved farer. Denne cyklus med mobilisering og efterfølgende afslapning er normale reaktioner og har almindeligvis ikke langvarige virkninger. Men bringer kamp- eller flugtreaktionerne ikke mennesket ud af faren, forstærkes den energi, der skulle have været udløst i kamp- eller flugtstrategien, og bindes i nervesystemet. Det kommer til udtryk som en konstant nervøs uro, som om personen frygter, at faren hvert øjeblik kan vende tilbage. Det betyder for eksempel, at det kan være vanskeligt at falde i søvn, og det kan være svært at huske, koncentrere sig og lære nyt. Mange er også mere følsomme over for støj – særligt hvis det minder om de traumatiske oplevelser. Andre eksempler på øget stress er pludselige vredesudbrud, angst, hjertebanken og svedeture.

• Genoplevelsesfænomener Personer med traumer gennemlever ofte den eller de traumatiske oplevelser igen og igen. Det kan være som mareridt, men det kan også være mens de er vågne, for eksempel på grund af en bestemt lyd, lugt eller et andet sanseindtryk. Det kaldes flashbacks. Flashbacks kan virke så voldsomt, at personen, mens det står på, kan have svært ved at skelne fortid fra nutid.

• Undgåelsesreaktioner Personer med traumer vil naturligt nok prøve at undgå at blive bragt tilbage til den traumatiske situation. Derfor forsøger de at undgå situationer, der kan minde dem om begivenhederne, for eksempel steder med mange mennesker eller bestemte aktiviteter. Det kan føre til, at de indskrænker deres tilværelse. Mange isolerer sig og mister kontakten med andre mennesker.

Mange flygtninge med traumer har også fysiske smerter som hovedpine og muskelspændinger. Ofte er der tale om diffuse smerter, som lægen ikke kan finde nogen fysisk forklaring på.

Efter en traumatisk begivenhed er det almindeligt at opleve PTSD-symptomer i større eller mindre omfang. Imidlertid er der først tale om en egentlig PTSD, når en person har haft disse symptomer i mindst en måned, og de er indtruffet senest 6 måneder efter begivenheden (ifølge diagnosesystemet ICD-10). Nogen kan leve en årrække med PTSD-symptomer, uden at de oplever en væsentlig forringelse af deres funktionsniveau, hvorefter symptomerne bryder frem i deres fulde omfang fx efter en ny stressende begivenhed.

Hvis man får konstateret PTSD, er det ensbetydende med, at der skal tages forholdsregler og í visse tilfælde særlige hensyn for at stabilisere og normalisere tilstanden.Traumatiseringen kan have afgørende betydning for evnen til at arbejde og evnen til at omgås andre mennesker herunder sine egne børn og ægtefælle. Et vigtigt redskab i bearbejdningen er åbenhed over for sig selv og sine nærmeste. Så har man mulighed for at diskutere symptomerne og erkende, at man i en længere periode ikke fungerer, som man plejer. Erkendelsen giver anledning til at justere forventninger både i forhold til arbejde og privatliv og derved fjerne noget af det pres, man lever i som traumatiseret. Hvis symptomerne ikke fortager sig over tid, er det almindeligt, at PTSD leder hen mod kroniske tilstande som håbløshed, depression og angst, der vil kræve terapi og medicinsk behandling. Mange studier af PTSD ofre viser, at meget voldsomme PTSD symptomer først dukker op som senvirkninger adskillige år efter, at de traumatiserende begivenheder har fundet sted.
 
Redaktion
Dansk Flygtningehjælp, Center for Udsatte Flygtninge
 
Kilder og litteratur
Afdeling for Traume- og Torturoverlevere, Psykiatrien i Region Syddanmark
 
Svendsen, Grete (2001): Traumatiserede flygtninge og socialt arbejde. Dansk flygtningehjælp

I forsøget på at begribe flygtningens problemstillinger, er det også relevant at være opmærksom på, at et alt for ensidigt fokus på PTSD-diagnosen kan reducere flygtningens ofte meget komplekse situation. Flygtningenes helbred kan ikke reduceres til en følge af en eller flere enkeltstående traumatiske hændelser. Flygtningens liv i eksil spiller selvsagt også en stor rolle, for eksempel boligforhold, om man har forskellige aktiviteter i sin dagligdag og om man har familie og socialt netværk omkring sig. Om man kan få økonomien til at løbe rundt, om man kan begå sig på dansk, og om man i det hele taget føler sig velkommen i Danmark.

Faktisk ved vi fra forskningen, at livet her i Danmark kan have langt større betydning for flygtninge end de begivenheder – krig, fængsling med videre – de må have været udsat for, inden de kom hertil. Det er på mange måder forstemmende. Men samtidig giver det muligheder. For mens vi ikke kan gøre noget ved, hvad der er sket i fortiden, kan vi i Danmark støtte flygtninge i at skabe en bedre tilværelse her. For eksempel kan vi støtte dem i at skabe et socialt netværk og få foden indenfor på arbejdsmarkedet.

Usikkerheden og ventetiden som asylansøger er belastende for det psykiske helbred, ligesom arbejdsløshed, manglende netværk og sprogvanskeligheder påvirker den enkeltes livskvalitet. Traumer påvirker hele personens liv, og det kan være svært at klare dagligdagen og integrationsprocessen. For eksempel har mange besvær med at huske og koncentrere sig, og de får ikke sovet om natten. For dem kan det virke uoverstigeligt at skulle sidde på skolebænken og lære et nyt sprog eller passe et arbejde. Flygtninge med traumer har også en tendens til at isolere sig for omverdenen og har svært ved at omgås andre mennesker – også deres egen familie.
 
Redaktion
Dansk flygtninghjælp, Center for Udsatte Flygtninge
 
Kilder og litteratur
Carlsson et.al (2005): Follow-up study of mental health and health-related quality of life in tortured refugees in multidisciplinary treatment. The Journal of Nervous and Mental Disease Vol. 193, No 10:651-657
 
Carlsson, Jessica M. (2005): Mental health and health-related quality of life in tortured refugees. PhD thesis, Rehabilitation and Research Centre for Torture Victims & University og Copenhagen
 
Dansk Flygtningehjælp (2009): Status på fakta og udfordringer i arbejdet med flygtninge med traumer i Danmark
 
Svendsen, Grete (2001): Traumatiserede flygtninge og socialt arbejde, Dansk flygtningehjælp

Hvor diagnosen PTSD giver os en ramme til at forstå de reaktioner, som flygtninge kan have, har den også sine begrænsninger. Især er det blevet problematiseret, at den er blevet til i en vestlig kontekst, og at den dermed ikke nødvendigvis er anvendelig i andre kulturelle, sociale og politiske sammenhænge. Dels adskiller de typer af begivenheder, der i en vestlig sammenhæng giver anledning til traumer, sig fra de former for begivenheder, for eksempel etnisk udrensning og organiseret vold, der finder sted i andre dele af verden. Dels kan der være forskellige kulturelle normer for, hvordan man tilpasser sig en traumatisk oplevelse.

Symptombilledet er altså ikke nødvendigvis så universelt, som diagnosen lægger op til. Undersøgelser peger i retning af, at der nok findes en universel biologisk reaktion på traumatiske begivenheder med en tilknyttet klinisk symptomatologi. Specielt ser det ud, som om symptomerne på genoplevelse er universelle mens undgåelsesreaktioner, for eksempel følelseslammelse og forsøg på at undgå steder, der er forbundet med den traumatiske oplevelse, og symptomer på øget vagtsomhed, for eksempel frygt, irritabilitet og følelsesmæssig ustabilitet, i høj grad er påvirket af kulturelle faktorer. Flere andre studier peger på, at netop undgåelsesadfærd, som i vestlig psykiatrisk tænkning er usundt, i andre kulturelle sammenhænge snarere opfattes som en hensigtsmæssig mestringsstrategi. At bære sin smerte i stilhed kan for eksempel vidne om en personlig styrke, ønsket om at glemme og give slip på den traumatiske begivenhed eller slet og ret, at det er farligt at tale om.

PTSD-diagnosen kritiseres også for, at den med sin vestlige individuelle tilgang til menneskelig lidelse og helbredelse patologiserer flygtninge. Hvor diagnosen på den ene side kan give adgang til et relevant behandlingstilbud, er den altså samtidig med til at stemple flygtningen som syg. Det giver ikke nødvendigvis mening for overlevere af politisk undertrykkelse og tortur, som oplever det, de har været udsat for som en samfundsmæssig uretfærdighed. Sygdomsstemplet risikerer at umyndiggøre og stigmatisere flygtningen. Kritiske ryster advarer også i et større samfundsperspektiv om, at et sådant fokus på individet og behandlingsbehovet risikerer at fjerne opmærksomheden fra de forhold, der har været anledning til lidelsen.
 
Redaktion
Dansk Flygtningehjælp, Center for Udsatte Flygtninge
 
Kilder og Litteratur
Kirmayer et al. (red.) (2007): Understanding trauma: integrating biological, clinical, and cultural perspectives, Cambridge University Press
 
Nordanger, Mjaaland og Lie (2008): PTSD oh konfrontering av traumer i et kulturelt perspektiv, Tidsskrift for Norsk Psykologforening 1: 1292-1299
 
Svendsen, Grete (2001): Traumatiserede flygtninge og socialt arbejde, Dansk flygtningehjælp