Multi print

Rehabilitering

Ifølge WHO defineres rehabilitering som:

• En målrettet og tidsbestemt samarbejdsproces mellem en borger, pårørende og fagfolk.
Formålet er:
• at borgeren, som har eller er i risiko for at få betydelige begrænsninger i sin fysiske, psykiske og/eller sociale funktionsevne, opnår et selvstændigt og meningsfuldt liv.
Rehabilitering baseres på borgerens hele livssituation og beslutninger
Rehabilitering består af:
• En koordineret, sammenhængende og vidensbaseret indsats

Hvorfor rehabilitering?

Formålet med rehabilitering for den enkelte borger er at:

• Bevare eller fremme livskvalitet og bearbejde psykiske, fysiske og sociale problemer
• Genvinde det tidligere funktionsniveau eller opnå højest mulig funktionsevne
• Forebygge tilbagefald, senfølger eller yderligere reducering af funktionsevnen
• Kunne leve med varige funktionsnedsættelser eller kronisk sygdom
• Fremme sundhed ved at kunne mestre sin situation
• Opnå ligestilling med øvrige borgere med hensyn til personlig frihed i hverdagslivet og deltagelse i samfundslivet.
• Understøtte større tillid til andre mennesker, myndigheder og livet generelt

Rehabilitering af flygtninge

Flygtninge har, gennem de oplevelser de har været ude for, ofte mistet den grundlæggende tillid til andre mennesker. Ofte har de selv været udsat for eller været vidner til umenneskelig behandling, som de har været handlingslammede over for. Dette gør, at de isolerer sig fra andre mennesker. Derfor bygger al behandling og rehabilitering på først at opnå kontakt og opbygge tillid. Når den er opnået, kan en egentlig behandling påbegyndes og siden rehabiliteringen. Ofte har den enkelte flygtning oplevet mange skift i sin tilværelse, i sin identitet og mistet tilliden til myndigheder. Derfor vil vejen mod rehabilitering være at genetablere tilliden til de forskellige instanser, den enkelte er i kontakt med. I processen vil der blive etableret et samarbejde med sagsbehandlere i det sociale system samt andre aktører.

Redaktion

OASIS

Kilder og litteratur

Hvidbog om rehabiliteringsbegrebet
Marselisborgcentret, 2004. - 72 sider

Sidst opdateret 21/11/2018

Arbejdsidentitet

Mange flygtninge har høj arbejdsidentitet, men føler det meget skamfuldt og tabubelagt, at de ikke er i stand til at leve op til egne og andres forventninger om at kunne forsørge sig selv og deres familie. Det tager også tid at erkende, at man har psykiske problemer, da det er endnu mere tabubelagt og skamfuldt end at modtage offentlige ydelser. Derfor fortæller mange ikke, at de har symptomer på PTSD og siger måske ligefrem ja til at arbejde, selvom de umiddelbart ikke er i stand til at arbejde.

Det sociale system er siden kommunalreformen i 2007 blevet opdelt i forskellige specialiserede forvaltningsenheder, hvilket besværliggør det tværsektorielle samarbejde, og i værste fald får overblikket til at forsvinde. Denne søjletænkning og specialisering rammer i særlig grad traumatiserede flygtninge, som er kendetegnede ved ikke have tillid til andre mennesker og ikke kunne overskue deres komplekse problemer. Bagsiden af opsplitningen er, at den enkelte flygtning sendes rundt i systemet til vurdering hos mange forskellige faglige enheder – ofte flere gange til speciallæger i psykiatri og arbejdsprøvninger i sager om fx afklaring af arbejdsevne i forbindelse med førtidspension.

Redaktion

OASIS

Sidst opdateret 19/9/2017

Komplekse problemer

Kombinationen af komplekse problemer, mange faglige enheder og den enkelte flygtnings tendens til isolation og mistillid til myndigheder og andre mennesker, kan gøre det meget vanskeligt at få et samlet billede af den enkeltes situation. Dertil kommer, at det kan virke retraumatiserende for flygtningen at skulle genfortælle sin traumehistorie til flere forskellige instanser og fagpersoner. Derfor er det meget vigtigt med tværfagligt og tværsektorielt samarbejde, hvor de forskellige aktører afklarer roller og trækker i samme retning. Dette kan virke rehabiliterende i sig selv. Rehabiliteringscentrene har derfor tværfagligt sammensatte behandlingsteams, hvor socialrådgiveren typisk har en tovholderfunktion som den koordinerende og helhedsorienterede fagperson. Behandlingen udføres i et tæt samarbejde mellem psykologer, fysioterapeuter og psykomotoriske terapeuter, socialrådgivere, psykiatrisk og somatisk lægekonsultation. Den samlede behandling koordineres og formidles til de øvrige samarbejdspartnere uden for centrene. En så tidlig behandlingsindsats som muligt er også vigtig. Så snart den enkelte flygtning er henvist og påbegyndt behandling, vil det være relevant at indhente sagsakter fra diverse samarbejdspartnere og indkalde til samarbejdsmøde.

Redaktion

OASIS

Sidst opdateret 19/9/2017

Socialrådgivning

Socialrådgiveren på et tværfagligt behandlingscenter vil ikke udspørge den henviste om traumebaggrunden. Hun vil typisk koncentrere sig om at spørge til den henvistes dagligdag og fremtidsplaner: Fx hvem klarer de praktiske opgaver i hjemmet, hvordan er rytmen i hverdagen, har der været nye sociale begivenheder siden ankomsten til Danmark osv. Metoder som bl.a. kan tage udgangspunkt i en ressource- og en løsningsfokuseret tilgang.

Herefter vil samarbejdet og motivationsarbejdet begynde. Når den tværfaglige behandling er på vej mod sin afslutning, vil socialrådgiveren arbejde intensivt med fremtidsafklaring if. til arbejde, uddannelse eller anden form for social netværks- eller fritidsudslusning. Dette sker altid i tæt samarbejde med sagsbehandlere fra jobcentret, socialforvaltningen eller børnefamilieafdelingen, med hvem der lægges en rehabiliteringsplan.

Derudover vil den henvisende læge modtage et afslutningsnotat med vurdering og anbefaling af videre foranstaltninger. Mod anmodning om status eller afslutnings-/speciallægeerklæring sendes dette til den myndighed, der ønsker det.

Læs mere om tværfaglig rehabilitering her

Redaktion

OASIS

Sidst opdateret 21/11/2018

Psykoterapi

Der anvendes flere forskellige behandlingsmetoder tilpasset den enkelte flygtning i den psykologiske behandling, og der udarbejdes en rehabiliteringsplan med mål for behandlingen. Judith Hermans fasemodel er ofte anvendt i tilrettelæggelsen af behandlingen.

Den psykologiske behandling formes af følgende tre faser:

1. Stabilisering

I denne fase arbejdes der med at stabilisere den henviste via:

• Etablering af en tryg arbejdsalliance
• Psykoedukation
• Mestringsstrategier
• Behandling af komorbiditet

2. Bearbejdning

I bearbejdningsfasen arbejder psykologen med at bearbejde de traumatiske oplevelser og i relevant omfang med eventuelle vanskeligheder med tilknytning og relationer. Det gennemgående fokus er på:

• At nedbringe flygtningens undgåelsesadfærd
• At arbejde med intrusionssymptomer
• At nedbringe hyperarousal
• Fortsat arbejde med mestringsstrategier

3. Afslutning

I den sidste fase af behandlingen er fokus på:

• Konsolidering af mestringsstrategier
• Personlighedsmæssig reintegration og rehabilitering
• Sociale relationer og netværk

Psykologens metoder

I den psykoterapeutiske behandling benyttes en multimetodisk tilgang, tilpasset den enkelte flygtning, og der anvendes en bred vifte af anerkendte terapeutiske metoder:

• Psykodynamisk terapi
• Somatic Experiencing
• Kognitiv adfærdsterapi
• Acceptance and CommitmentTherapy
• Narrativ terapi
• Systemisk terapi

Læs mere om rehabilitering og psykologisk behandling i flere centre her

Redaktion

OASIS

Kilder og litteratur

I voldens kølvand : psykiske traumer og deres heling / Hermann, Judith Lewis
København : Hans Reitzels Forlag, 1995. - 333 sider

Sidst opdateret 19/9/2017

Fysioterapi og psykomotorisk terapi

Fysioterapeuterne og de psykomotoriske terapeuter er specialiserede i behandling af følgerne efter traumer og tortur, langvarig stress og eksilproblemer. De arbejder alle ud fra en ressourceorienteret tilgang. Der arbejdes med regulering af arousalniveau, såsom stress- og affektregulering, kropsbevidsthed, træning af kropslige og respiratoriske ressourcer, smertelindring og behandling af skader efter tortur. Søvnhygiejne, træning af mestringsstrategier og fokus på KRAM-faktorer (kost, rygning, alkohol, motion), er også en væsentlig del af behandlingen hos kropsbehandlerne.

Fysioterapeutiske og psykomotoriske metoder

I de fleste rehabiliteringscentre er der ansat en blanding af fysioterapeuter og psykomotoriske terapeuter (også kendt som afspændingspædagoger). Begge faggrupper går ofte under betegnelsen kropsbehandlere.

De arbejder med en bred vifte af metoder:

• Fysioterapeutisk metode
• Psykomotorisk terapi
• Somatic Experiencing
• Akupunktur; NADA og akupressur
• Neurofysiologisk edukation

Manuel behandling, øvelsesinstruktion og vejledning er en gennemgående tilgang i kropsbehandlingen.

Læs mere om fysio- og psykomotorisk terapi med traumatiserede flygtninge her

Redaktion

OASIS

Sidst opdateret 21/11/2018