Rehabilitering

Ifølge WHO defineres rehabilitering som:

• En målrettet og tidsbestemt samarbejdsproces mellem en borger, pårørende og fagfolk.
Formålet er:
• at borgeren, som har eller er i risiko for at få betydelige begrænsninger i sin fysiske, psykiske og/eller sociale funktionsevne, opnår et selvstændigt og meningsfuldt liv.
Rehabilitering baseres på borgerens hele livssituation og beslutninger 
Rehabilitering består af:
• En koordineret, sammenhængende og vidensbaseret indsats


Hvorfor rehabilitering?

Formålet med rehabilitering for den enkelte borger er at:

• Bevare eller fremme livskvalitet og bearbejde psykiske, fysiske og sociale problemer
• Genvinde det tidligere funktionsniveau eller opnå højest mulig funktionsevne
• Forebygge tilbagefald, senfølger eller yderligere reducering af funktionsevnen
• Kunne leve med varige funktionsnedsættelser eller kronisk sygdom
• Fremme sundhed ved at kunne mestre sin situation
• Opnå ligestilling med øvrige borgere med hensyn til personlig frihed i hverdagslivet og deltagelse i  samfundslivet.
• Understøtte større tillid til andre mennesker, myndigheder og livet generelt


Rehabilitering af flygtninge

Flygtninge har, gennem de oplevelser de har været ude for, ofte mistet den grundlæggende tillid til andre mennesker. Ofte har de selv været udsat for eller været vidner til umenneskelig behandling, som de har været handlingslammede over for. Dette gør, at de isolerer sig fra andre mennesker. Derfor bygger al behandling og rehabilitering på først at opnå kontakt og opbygge tillid. Når den er opnået, kan en egentlig behandling påbegyndes og siden rehabiliteringen. Ofte har den enkelte flygtning oplevet mange skift i sin tilværelse, i sin identitet og mistet tilliden til myndigheder. Derfor vil vejen mod rehabilitering være at genetablere tilliden til de forskellige instanser, den enkelte er i kontakt med. I processen vil der blive etableret et samarbejde med sagsbehandlere i det sociale system samt andre aktører.


Redaktion

OASIS


Kilder og litteratur

Hvidbog om rehabiliteringsbegrebet
Marselisborgcentret, 2004. - 72 sider

Sidst opdateret 19/9/2014