Case

Jeg startede som støtte-kontaktperson hos en stærkt traumatiseret mand for 3 år siden. Han var flygtet fra borgerkrig og var skadet både fysisk og psykisk. Meget af sin tid tilbragte han i sengen, hvor han isolerede sig totalt. På grund af sin PTSD havde han ikke formået at lære det danske sprog. Han var plaget af flashbacks og angst og kunne ikke finde glæde ved noget som helst.

De første mange gange, jeg besøgte ham, var han utilfreds med noget: ventetiden på hospitalet, afslag på ansøgninger i kommunen, behandling, trafikken, noget, han havde set i tv – alt. Han fortalte om det på en råbende og opfarende måde og bankede i bordet.

Han havde en adfærd og en fremtoning som gjorde, at han virkede usympatisk og til tider skræmmende, så han kom ofte i konflikt med andre. Men jeg hæftede mig ved, at han altid gav mig et fast håndtryk, når jeg sagde goddag og farvel. Jeg tror, han var vant til at skræmme folk væk og var overrasket over, at jeg blev ved med at komme og snakke med ham – at jeg kunne klare mosten.

Vi var ude at se et værested og et undervisningstilbud, og det gik fint. Men det var ikke noget, han var interesseret i at fortsætte med, og det er ikke min opgave at presse mine klienter til noget, men at præsentere dem for tilbud, de kan benytte sig af.

Efter et års tid kendte vi hinanden bedre. Jeg havde set billeder fra hele hans liv, hørt hans historier og oplevet, at der bag hans facade også var humor og varme. Nu vidste jeg også, at der ikke skulle så meget til for at stresse ham: et brev, en uventet regning eller hvis jeg eller tolken var nogle minutter forsinkede.

Han har et lavt selvværd, så han tror, at han generelt får en dårligere behandling end alle andre. At fordi han ingen uddannelse har, ikke taler sproget og heller ikke er velhavende, så bliver han ikke respekteret.

Vores kontakt er nu trappet ned til ca. 1 besøg om måneden. Jeg skriver altid til ham med tidspunkt for, hvornår jeg kommer. Det er et af de få breve, han forstår uden problemer, fordi det altid er de samme ord og skrevet ultrakort: Kære … Jeg vil gerne besøge dig … venlig hilsen …
Kun tidspunket er forskelligt.

Han ringer også af og til, hvis noget uforudset indtræffer, men ellers får vi en god snak, hvor han kan få løsnet op for det, der lige nu fylder mest. Og jeg blev faktisk rigtig glad, da jeg en dag så ham tilfældigt i byen og han hilste, vinkede og smilede.

Redaktion

Afdeling for Traume- og Torturoverlevere, Psykiatrien i Region Syddanmark

Kilder

Annette Lillemor Hansen, Bostøtten Kolding

Sidst opdateret 9/11/2018