Anbringelser

Undertiden ser børnesagsbehandleren omsorgssvigt i en traumatiseret flygtningefamilie af et sådant omfang, at barnet eller den unge må anbringes. Det er en svær beslutning og bør være sidste udvej. Men omsorgsvigt er omsorgssvigt, og det kan ikke forklares bort – heller ikke hvis familien er hårdt belastet eller i forvejen har oplevet adskillelse fra den nære familie.

I flygtningesager er det særligt vigtigt med et godt forarbejde, hvor andre foranstaltninger er afprøvet uden at have bedret barnets situation i familien, og sagsbehandleren må igen og igen forklare forældrene, hvorfor deres adfærd over for barnet er uacceptabel og ikke varetager barnets tarv.

Når en anbringelse er besluttet, er det vigtigt at tænke følgende ind:

  • Der må sørges for kontinuitet i barnets liv, hvorved forstås, at barnet har kontakt med sine rødder. Det aspekt kan kun varetages, såfremt barnet under anbringelsen får mulighed for at tilegne sig og udvikle kompetencer i forhold til at kunne indgå etnisk, religiøst, sprogligt og kulturelt kompetent i kontakten med sine forældre.
  • Det forudsætter modersmålsundervisning, hvis anbringelsen sker på en institution eller i en dansk plejefamilie.
  • Der skal være stabilitet i barnets liv, det vil sige at barnet gennem længere tid lever under rolige og stabile forhold, hvor der ikke sker væsentlige ændringer i forhold til betydningsfulde omsorgspersoner.

Erfarne børnesagsbehandlere i praksis fremhæver netop, at fortsat vedligeholdelse af modersmålet og kontakt med egne rødder bør være minimumshensyn, der skal tilgodeses, når barnet anbringes uden for hjemmet. Det kan f.eks. gøres ved en tokulturel kontaktperson, som jævnligt møder barnet og taler det fælles modersmål.

Derudover kan anbringelse i en flygtningefamilie fra samme kultur som barnet være at foretrække. Det kan dog være svært at skaffe, og det vigtigste ved en plejefamilie er trods alt, at de kan rumme barnet.
 

Redaktion

Dansk Flygtningehjælp, Center for Udsatte Flygtninge

Kilder og litteratur

Grete Svendsen. socialrådgiver
Marianne Skytte 2002: Anbringelse af etniske minoritetsbørn - om socialarbejderes vurderinger og handlinger

Sidst opdateret 14/1/2014