Hvor tæt skal man gå?

Når man kommer i tæt kontakt med mennesker, der har været udsat for voldsomme og ubegribelige hændelser, kan man nemt blive i tvivl om, hvordan man skal forholde sig.

  • Skal man spørge til, hvordan flygtningen har det?
  • Skal man spørge til vedkommendes oplevelser i hjemlandet?
  • Risikerer man at sætte noget i gang, som man ikke kan følge op på, hvis man gør det?
  • Og hvordan reagerer man selv, hvis flygtningen begynder at fortælle om de traumatiske oplevelser?

Det er spørgsmål, som det er helt naturligt at stille sig, men som ikke kan besvares entydigt.

At holde sig til nutiden og spørge til, hvordan en flygtning, der en dag ser særligt ked ud af det eller måske er særligt glad, har det, er at vise almen menneskelig interesse. Det bliver de fleste mennesker glade for. Ud over historien fra hjemlandet lever flygtningen jo også i Danmark med gode og dårlige oplevelser i familielivet, i kontakten med andre borgere og med myndighederne. De oplevelser kan det være vigtigt for flygtningen at drøfte med den frivillige.

Hvis en flygtning vælger at fortælle den frivillige om svære oplevelser og følelser, er det vigtigt for den frivillige at huske på, at man netop er frivillig. Man er med andre ord hverken rådgiver, der skal komme med gode råd, eller behandler, der skal forholde sig på en særlig måde til flygtningen og flygtningens historie.

Den frivillige kan lytte og eventuelt efterfølgende tale med flygtningen om, hvorvidt der er behov for yderligere støtte hos professionelle. Det er vigtigt, at flygtningen føler sig hørt, men ikke nødvendigvis at samtalen om de traumatiske oplevelser fortsætter ved næste kontakt.

Respekt for egne grænser

Frivillige er forskellige. Nogle kan lægge øre til meget, mens andre hurtigt bliver overvældede og rådvilde. Det allervigtigste er at huske på, at man som frivillig må kende og respektere sine egne grænser.

Føler man, at en flygtning ønsker at tale om ting, som man ikke er parat til at høre, er det ingen skam at sige fra. For at flygtningen kan føle sig hørt og ikke afvist, er det dog vigtigt at sige, at man kan høre behovet for at tale om de ting, og at man er parat til at hjælpe vedkommende med kontakt til eksempelvis sagsbehandleren herom.

Redaktion

Dansk Flygtningehjælp, Center for Udsatte Flygtninge

Kilder og litteratur

Sidst opdateret 12/2/2016